imageAlt

Oplev Gudenåen

Se vores Gudenå-udstilling på 2. sal. Som Danmarks længste vandløb er åen hjemsted for utallige arter, og den fremstår desuden som et vigtigt kultursymbol i den danske historie. Udstillingen giver jer oplevelser i Gudenåens natur og kulturhistorie.

Dyk ned i Gudenåen fra sit udspring i Tinnet Krat på den jyske højderyg og til sit udløb i Randers Fjord. Gennem fem zoner giver udstillingen mulighed for at opleve Gudenåens forløb på en helt ny måde med alle dens vidt forskellige udtryk - fra myldrende ur-insekter til lurende gedder og fra piblende kildevand til mægtig vandstrøm.

 

Da vi ligger ved Gudenåsystemet, kan du passende kombinere dit besøg her, men en oplevelse ved Gudenåen. Du kan finde inspiration til din tur her: www.oplevgudenaa.dk

 

Lyt til podcastserien 'Åsteder'

Dyk ned i en spændende række podcasts om Gudenåens kulturhistorie. Hør dem her.

 

Det Store Vandskel: Gudenåen, Skjern Å og Hærvejen

Ved Tinnet Krat finder man en af Danmarks tætteste koncentrationer af kildevæld. Her udspringer Danmarks længste å, Gudenåen, der løber mod øst. Og nogle få hundrede meter mod nord ligger vandskellet, hvor Hærvejen passerer, og efter endnu et par hundrede meter mod nord udspringer Skjern å, Danmarks vandrigste å, der løber mod vest.

Området har været et naturligt knudepunkt for vandrere, studedrivere, ryttere og hære på vej gennem Jylland. Her på den jyske højderyg kunne man bevæge sig øst-vest langs de to vandløb, og vigtigst af alt: Man kunne bevæge sig nord-syd i Jylland uden at skulle krydse nogen af de to store åer – det er derfor, Hærvejen har sit forløb på den jyske højderyg.

Gudenåen og dens landskab

Fra Gudenåens udspring i Tinnet Krat til udløbet i Randers Fjord ved Randers er Gudenåen ca.153 kilometer lang, og den afvander 2.650 km2 af det midtjyske landskab via et tæt forgrenet net af sidevandløb. Gudenåen er ikke blot Danmarks længste vandløb, men er - med de mange sidevandløb og søer, som åen gennemløber - også det mest varierede ferskvandssystem.

I dag er Gudenåen og dens smukke nærområder et rekreativt åndehul for omegnens beboere og turister fra nær og fjern. Men tidligere handlede det ikke om at slappe af ved åen. Gennem årtusinder har mennesket forstået at udnytte den mosaik af ressourcer, som Gudenåen og den store ådal repræsenterede. Og set med kulturhistoriske øjne er Gudenåen da også enestående i Danmark : Menneskets virke har her gennem tid  haft et omfang, som vi ikke ser ved noget andet vandløb i landet.

Naturkanon

Gudenåens og Skjern åens kilder blev i 2018 en del af Danmarks Naturkanon.

Find meget mere viden om Gudenåen som vandløb her. 

 

Bliv venner med os på Facebook
Følg os på LinkedIn
Se vores film på YouTube
Følg os på Instagram
Giv os en anmeldelse på Tripadvisor
AQUA Akvarium & Dyrepark
Vejlsøvej 55 · 8600 Silkeborg · Tlf. 8921 2189

Tilmeld nyhedsbrev