Skip to main content

OM AQUA

Med over 2,5 mio. gæster siden åbningen i 1993 har AQUA Akvarium & Dyrepark slået sig fast som Søhøjlandets TopAttraktion! Et familievenligt oplevelsescenter fyldt med usædvanlige undervandsoplevelser blandt glubske gedder, jagende oddere og masser af andre dyr.

Uden dygtige og engagerede medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer, sponsorer, protektor og øvrige samarbejdspartnere kan det ikke lade sig gøre at fastholde et så højt niveau -og fortsat arbejde på at udvide aktiviteterne. Tak til alle – ikke mindst de mange frivillige, som hvert år yder en ekstraordinær stor indsats.

Se flere billeder og læs om vores aktiviteter i AQUA Akvarium & Dyrepark’s ÅRSBERETNING

Du kan også se vores seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen her: Kontrolrapport årligt zoo tilsyn 2023

Vision og mission

Vision

Vi er Danmarks nationale oplevelses- og videncenter inden for formidling af dansk natur, der inspirerer og bevæger generationer til at ændre adfærd og bidrage, så vi sammen fremtidssikrer vores natur.

Mission

Vi formidler viden til vores gæster gennem nytænkende, kreative og involverende aktiviteter for derigennem at skabe begejstring, forståelse og respekt for dansk natur. Både for naturvante og naturuvante. ​

Historien om odderen

AQUA Akvarium & Dyrepark åbnede i juni 1993. Idéen opstod i slutningen af 1980’erne hos en kreds af borgere, der ville lave en udstilling om Gudenåens oddere, som var truet af udryddelse. Fra denne ide om et udstillingsprojekt udsprang visionerne om at etablere et helt center for de ferske vande – et nationalt center, der som det første og eneste – skulle samle en lang række aktiviteter i et tværfagligt miljø: forskning, erhverv, formidling og udstilling. Takket være et tæt samspil mellem offentlige og private kræfter lykkedes det at etablere Ferskvandscentret, der startede aktiviteterne i 1987.

AQUA Akvarium & Dyrepark – Danmarks eneste ferskvandsakvarium

Mens Ferskvandscentret orienterer sig mod fagfolk inden for miljøområdet og erhvervskunder var – og er – formålet med AQUA Akvarium & Dyrepark at formidle viden og oplevelser om de ferske vande til et bredt publikum: familier, turister, børn og unge, skoleklasser og undervisningssektoren i bred forstand. I 1999 blev AQUA Akvarium & Dyrepark statsanerkendt som videnspædagogisk aktivitetscenter på ferskvandsområdet og modtager støtte fra Undervisningsministeriet.

Miljø

AQUA Akvarium & Dyrepark har en langsigtet strategi om at gå foran for den grønne omstilling. Vi tror på, at naturbevaring understøttes gennem en bevidst og mere bæredygtig adfærd generelt. Det betyder, at vi hele tiden tænker i og arbejder for at nedbringe miljøpåvirkningen af vores aktiviteter.

Vi formidler om bæredygtighed og den grønne omstilling til vores besøgende samt hvilke tiltag AQUA Akvarium & Dyrepark gør. Både almindelige besøgende og deltagere i formel undervisning møder videndeling og oplevelser, der ud fra fakta forklarer og oplyser om samspillet mellem bæredygtighed, klima og miljø samt naturbevaring og biodiversitet.

Læs mere her

Årsberetning

Her kan de seneste årsberetninger hentes (PDF)

Årsberetning 2020

Årsberetning 2022

Årsberetning 2021